I de seneste par år har der været et rigtigt godt holdsamarbejde på tværs af to klubber: HSR og Klakring IF. Dette gode holdsamarbejde har medført, at man nu har besluttet at slå sig sammen til én klub, i stedet for et holdsamarbejde mellem to frivillige foreninger.
Det blev til fem års succesfuldt holdsamarbejde, og to samarbejdsvillige og udviklingsorienterede bestyrelser, har vi nu valgt at samle bestyrelserne til én klub: HSR Klakring 2020
Denne fusion skal være med til frigive ”arme og ben” til det store udvalgsarbejde som hører med til arbejdet i en frivillig forening.
”Vi har været to bestyrelser, to kasserer, haft to budgetter. Vi håber, det bliver lidt nemmere nu – siger formand for klubben Søren Østergaard.
Et stærkere samspil på mange parametre er grundlaget for stiftelsen af HSR Klakring 2020. Udover at vi stiller med ungdomshold i alle rækker og aldre, så er vi også påmønstret på en stærk seniorafdeling, hvor vi stiller med 3 hold på damesiden, og to på herresiden. Begge 1. hold spiller i Jyllandsserien.
”Var vi som Klakring IF ikke gået ind i det, så er jeg i tvivl om, hvorvidt vi havde haft håndbold i Klakring i dag. Frygten dengang var, at vi ikke ville have nok spillere til at lave hold. Ved at slå os sammen har vi fået hold i alle rækker, så børnene kan spille på det niveau, som de har, og i deres egen aldersgruppe” – siger næstformand Britta Roslyng.